I begyndelsen lød en rislen.

 

Af Minik Rosing

 

Der fandtes engang en umådelig frodig og paradisisk dal som strakte sig mere end tusind kilometer mod nord og øst fra den landtange som afskar den fra Middelhavet. Fra tangen faldt landet brat 150 m ned mod dalbunden, hvor frugtbare sletter og haver strakte sig så langt øjet rakte. En sø med det klareste ferskvand, tusind kilometer fra bred til bred glitrede i dalens midte, og gav beboerne ubegrænset adgang til vand. En dag ved springflods højvande blandedes fuglenes sang med en ny lyd. Det var blot en sagte rislen som ikke bekymrede nogen af dalens beboere og næppe kunne bekymre nogen overhovedet. Havet havde nået tangens laveste punkt hvorfra en lille salt bæk snoede sig mod dalens bund. Ved de følgende højvande løb kilden igen mens den åd af sine bredder og gravede sig dybere ned i tangen. Som dagene gik ændredes lyden, først til en brusen og endelig til en frådende og fossende buldren. Den sorte muld i dalbunden kunne ikke i længden opsuge væden, og en salt flod banede sig vej mod indsøen i dalens midte.

Havet fortsatte med at arbejde på sin nye kanal, og sendte stadig større mængder af vand over tærsklen. Indsøen voksede og bredte sig ud over dalbunden. Da dalens bønder endelig forstod at vandet havde besluttet sig for at overtage deres agerjord, var det for sent at flygte. Den nye saltsøs bredder flyttede sig ind over landet med en fart af mere end 1 km om dagen, og for hver uge steg vandstanden med atter en meter. Store landområder blev isoleret i hurtigt skrumpende øer, der til sidst overgav sine beboere til det nye hav. Det lille fåtal af dalens beboere som havde skibe på indsøen lastede sædekorn og husdyr - to af hver art - i håbet om at ikke alverden var opslugt af vandet. Snart fandt de sig selv flydende i et tilsyneladende endeløst hav som dækkede hele den kendte verden. Som sporer fra en tabt civilisation drev de omkring indtil fremherskende vinde førte dem mod havets østlige kyster. Første landtoning var et imponerende bjerg som rejste sig over vandet og endelig indfriede deres håb om frelse. I dag kalder vi bjerget Ararat.

I løbet af nogle få forfærdelige måneder var Verdens første store civilisation gået til grunde. De få som havde reddet sig selv og deres dyr måtte kolonisere nye vilde egne, kæmpe mod barbariske nomadestammer og i deres elendighed mindes den for evigt tabte dals paradisiske haver. Med sig på rejsen førte de kendskabet til agerbrug og beretningen om hvordan Gud i et anfald af frustration havde druknet hele deres verden. Det var en begivenhed der ikke let lod sig glemme. Så gruopvækkende var den, at de kulturer der blev grundlagt på levningerne efter katastrofen stadig bærer på mindet om syndfloden i dag, 7200 år senere.

Takket være deres kendskab til agerbrug og kunstvanding var de overlevende i stand til at grundlægge nye civilisationer i de næringsrige men nedbørsfattige og tørre floddale, som strækker sig langs middelhavsregionens store floder, Eufrat, Tigris, Jordan og Nilen. Områder vi har opfattet som civilisationens vugge, fordi ethvert spor af den paradisiske have som mennesket ifølge urgamle skrifter skulle være kommet fra, er som sunket i havet.

De geologiske mekanismer som først koncentrerede middelhavsområdets befolkning omkring Sortehavet og derefter druknede eller fordrev dem, havde alle sammenhæng med den sidste istids afslutning. Opbygningen af store isskjolde over Europa, Asien og Nordamerika sænkede vandstanden i verdenshavene med mere end 120 m, samtidig med at vægten af iskalotterne trykkede kontinenterne dybere ned i Jordens bløde kappe som de flyder rundt på. Da isen for ca. 10.000 år siden begyndte at trække sig tilbage bredte stepper og ørkener sig i takt med isens afsmeltning. Under tidligere faser af nedisning og afsmeltning var vældige floder strømmet sydover. På vejen skyllede vandet gennem Sortehavet, som oprindelig var et salt hav som i dag. De enorme mængder af smeltevand forvandlede indhavet til en  ferskvandssø, fortsatte gennem Bosporusstrædet og ud til Middelhavet hvis overflade lå 50-100 m lavere end i dag på grund af de umådelige mængder af vand som var bundet i iskapperne. Efterhånden som isen smeltede blev landet lettet for en enorm byrde. De fritlagte landområder mod syd begyndte igen at hæve sig således at smeltevandet nu blev kanaliseret mod vest, og vandtilførslen til Sortehavssøen blev afskåret. I de følgende årtusinder faldt vandstanden i søen 150 m på grund af fordampning, men efterlod stadig et enormt 2000 m dybt  ferskvandsreservoir.

Samtidig med at vandstanden i Sortehavssøen faldt, begyndte  havene at svulme på grund af smeltevandet fra de svindende isskjolde. I årtusindet frem til katastrofen havde klimaet i middelhavsregionen været væsentligt koldere og mere tørt end i dag. Ørkener og stepper havde bredt sig over landene omkring Middelhavet. Kun omkring det store ferskvandreservoir i Sortehavsdalen kunne agerbruget udvikles. De frodige jorde omkring Sortehavet blev grundlaget for de første store befolkningskoncentrationer. Man fandt ud af at nyt agerland kunne indvindes ved at lede søens vand gennem vandingskanaler efterhånden som befolkningen voksede. Komplekse sociale strukturer opstod, og fjernhandel mellem søens forskellige regioner blev varetaget af søfarende.

Under isens tilbagetrækning fra Nordeuropa opstod nye og jomfruelige græssletter. De mobile jægere fulgte i hælene på dyrene under deres kolonisering af den nye verden. I een lang fest åd de sig gennem det isfri land under stadig søgen efter nye jagtmarker efterhånden som landet blev tømt for vildt. Festens menu beskrev stort set udryddelsen af istidens dyrearter. Det uldhårede næsehorn, mammutten, bisonen og mange andre store og velsmagende væsener måtte se sig selv reduceret til malede minder på hulefolkenes vægge. Det tømte spisekammer gav plads til de hjemløse agerbrugere, som udbredte landbrugets velsignelser stadig højere mod nord. En ny verden var født.

 Sortehavsdalens katastrofale drukning blev startskuddet til nye civilisationers opståen, og begivenheden fik en æresplads i de nye kulturers verdensopfattelse. De var født af den store flod hvor hele den kendte verden gik til grunde og alt måtte starte på ny.

                      Hvordan manifesterer denne verdenshistoriens mest omtalte naturkatastrofe sig så i de geologiske aflejringer? På en yderst diskret og udramatisk måde. Alt hvad den fysiske verden husker om katastrofen er et ganske tyndt lag af sapropel - en særlig frastødende form for stinkende råddent mudder som er draperet over Sortehavets bund.

                      På 150 m vand ud for Sortehavskysten har man fundet en lille vold af rullesten. På lidt dybere vand findes sandrevler svarende til dem man finder på et par meters dybde ud for vore kyster. Nærmere studier har vist at rullestenene og revlerne tilhører en druknet kystzone. Hvis vandet var steget gradvis til sit nuværende niveau gennem mange år, ville stranden og revlerne være fulgt med, og ville ikke have været bevaret på 150 m vand. Den velbevarede strand kan kun forklares ved at vandstanden i Sortehavet pludseligt er steget mere end 100 m. Ved at bore gennem lagene i den fossile strand har man fundet muslingeskaller i sandet. De skaller der lå under det gamle strandniveau stammer alle fra ferskvandsmuslinger medens skaller fra niveauer højere end 150 m dybde alle er fra saltvandsmuslinger. Fra 150 meters dybde og op til den nuværende kystlinie findes lag som man ellers ville forvente at finde på en tør dalside, nu blot dækket af et ganske tyndt lag af fint mudder som må være aflejret efter en katastrofisk oversvømmelse. Ved at datere de yngste ferskvandsmuslinger og de ældste saltvandsmuslinger med kulstof-14 metoden har det vist sig at de har samme alder og vi kan nu sige at katastrofen indtraf for 7200 år siden. Vi kan beregne, at vandfaldet ved Bosporus havde en styrke 200 gange kraftigere end Niagara og førte en kubikkilometer havvand til Sortehavet hver time. Et fuldstændig lammende sceneri for den som oplevede det.

Vore religioner er opstået i erkendelsen af, at vort eneste værn mod katastrofer er en forståelse af deres årsag. I mangel på anden indsigt har vi gennem tiderne forklaret begivenheder som var så usædvanlige at vi ikke havde erfaringer at forstå dem ud fra, som resultater af det guddommeliges vekselvirkning med vores Verden. Med erkendelsen af istiderne og forståelsen af den geologiske dynamik som følger med dem har vi fået en naturlig forklaring på et fænomen som har optaget mennesket gennem 7200 år. Den tolkning af sortehavsdalens drukning jeg her refererer er stadig genstand for videnskabelige diskussioner, og måske holder den ikke lige så længe som den bibelske tolkning har gjort, men der er god grund til at antage at den bibelske flod, som vi var begyndt at betragte som en fantasifuld myte, var en faktisk historisk begivenhed. En begivenhed som ikke taber i fascinationskraft ved at vi er begyndt at forstå det komplekse samspil mellem klima, geologi og kulturhistorie den er født af.

 

Illustrationer af Lisa Belhage, Geologisk Museum.

På kortet er det oversvømmede område vist med orange. Sortehavets nuværende kystline ligger hvor de grønne og de orange områder mødes.

 

 

En god bog om den bibelske flod er: Noah`s flood – The new scientific discoveries about the event that changed history. Af: William Ryan og Walter Pitman. Udgivet af forlaget:.Simon & Schuster, New York.